En rejse med aikido

Chefinstruktørens beretning om indgangen til aikido, og hvordan livet forandrede sig

I 1997 startede jeg på at træne jiu-jitsu. Det var som sådan okay, og jeg lærte hurtigt teknikkerne. Når man er 16 år gammel, er man ikke bange for at slå sig, og dumdristighed var der rigeligt af. Min jiu-jitsu-lærer var Kaspar Jensen, kun 2 år ældre end mig selv, og han var begyndt på aikido. Han lokkede mig til at prøve, hvilket jeg var lidt skeptisk over for.

Det var svært, bøvlet, ulogisk, alle tekniknavnene var på japansk og jeg var vant til succes i jiu-jitsu. Der var ingen succes i aikido, og ærlig talt, så var jeg træt af det de første 2 måneder. Det var jo svært!!! Pludselig begyndte jeg at få en fornemmelse af, at der var mere under overfladen, og der kom bare et minimum af flow i teknikerne. Vi var mange unge, og der var et sjovt klubmiljø, og langsomt blev jeg mere og mere grebet af aiki’en. Efter et par år stoppede både Kaspar og jeg til jiu-jitsu. Alt skulle sættes ind på aikido. Vi mediterede, vi trænede våben udendørs om vinteren i snevejr, vi løbetrænede om morgenen og så var det en synd ikke at komme til træning. Var man skadet mødte man også op og lærte med øjnene på sidelinjen. Langsomt, men sikkert blev jeg bedre og bedre og drømmene tog fart.

Under en træningslejr kom jeg til at sidde ved siden af en af de ældre gutter fra København. Han fortalte om, at han tre gange havde været i Japan og træne. Japan! Det var langt væk, det var dyrt og det virkede helt urealistisk, når man var 18 år, gik i gymnasiet, ingen penge havde og stadig var begynder. Men pludselig var der noget meget stort derude!

Efter endt studentereksamen og 9 måneder med klassisk forefaldende arbejde forsøgte jeg at komme til Japan. Jeg skulle være der i 3 måneder og træne på fuld tid, men i sidste ende blev rejsen aflyst, da vores mester Saito sensei var blevet dødelig syg af kræft. Rejsen blev lavet om, og jeg endte med 3 uger i Sverige, 8 uger i Californien og 1 uge i Italien til sidst, hvor jeg fik prøvet, hvordan aikido kan være forskellig på tværs af landegrænser, trods vi trænede samme stilart.

2004 skulle vise sit at være afgørende for min aikido og mit liv. Jeg havde min første rejse til Japan. Jeg var en god blanding af spændt og nervøs, men på denne rejse fandt jeg min mester - Hitohira Saito Sensei. Kaspar Jensen var igen på spil, da han fik mig ind i dojo’en, da han selv havde boet i Japan nogle år på dette tidspunkt. Hitohira Saito Sensei var direkte aftager fra sin far, som jeg tidligere var nødt til at aflyse min rejse til. Det var vildt, voldsomt, hårdt og til tider temmelig simpelt, men frem for alt, så kom jeg hjem med en helt anden aikido og et andet liv.

I 2007 startede jeg Svendborg Aikido Skole, hvor alt blev sat ind på at følge stilen og aikido’en i Japan. Det betød samtidig et stort og bredt samarbejde med dojo’er over hele verden, som mest af alt føles som en stor familie. Jeg har været på seminar utallige gange rundt omkring i Europa og 13 hold i Japan har sat sine positive spor i mennesket. Med aikido lærer man at gøre sit bedste, at stræbe, drage omsorg og så lærer man, at livet ikke altid helt går, som man forventer det. Du bliver nødt til at leve i nuet for at gøre dit bedste lige i dette øjeblik, og så er du nødt til at forholde dig ydmyg og ordentlig over for din omverden.

I dag er jeg (stadig) chefinstruktør i Svendborg Aikido Skole, ligesom jeg er friskolelærer. Jeg blev lærer efter mange års arbejde med børn, unge og voksne i forbindelse med aikido. Og havde man spurgt mig, da jeg var 16 år gammel, så ville jeg aldrig turde have drømt om den rejse, jeg har haft indtil nu. Det gode er, at rejsen slet ikke er slut, og der er masser af teknikker, der skal perfektioneres og mange mennesker at møde ude i verden.